SOME DESCRIPTIVE TITLE

Asien 2011 - Khammam

Min første morgen i Indien vågnede jeg ret sent i Pavithrans forældres hus. Pavithran var ude at skaffe os arangementer, hans far var på arbejde, så jeg var alene hjemme med hans mor. Hun talte kun lidt engelsk - usikker på om det var mangel på færdigheder eller hun var høflig, eller måske var hun blot lisså genert som mig i situationen.

Hvordan, øhm, ordner du det du skal på toilettet når der ikke er noget toiletpapir men istedet en spand vand? Jeg besluttede ikke at råbe om hjælp men bruge min fantasi.

Hvordan spise på lokal manér? Jeg vidste fra aftensmaden aftenen før med Pavithran at normen var at spise med fingrene og at det (heldigvis for mig) var accepteret i Indien at bruge venstre hånd, så jeg takkede nej til den ske jeg fik tilbudt. Men var det meningen at jeg skulle blande ris sammen med alle sovsene (curries) på een gang? Eller een ad gangen? I hvilken rækkefølge? Hvad hvis en sovs var for varm til at stikke fingrene i? Var den flydende ting til at drikke eller blande i risene eller spise bagefter?

Jeg spurgte om hjælp, og først smilede hun blot af mit fremmede ubrugelige sprog og da jeg insisterede, demonstrerede hun tålmodigt med hendes fingre i min mad hvordan det skulle gøres. Det eneste naturlige at gøre, sådan set, og jeg er dybt taknemmelig for hendes hjælp og tålmodighed. Men wauw, hvor var det provokerende for mig! Fra barnseben har fingre i maden været noget forbudt: "Ikke lege med maden!". Og at andre roder i min mad er noget jeg associerer med at være meget gammel og have brug for at blive madet.

Om eftermiddagen tog vi ud på en lille vandretur til ruinerne af et fæstningsanlæg midt i Khammam - med fantastisk udsigt over solnedgangen.

Næste dag tog vi til Sarada Institute of Technology & Science hvor jeg gav mit første foredrag for omkring 100 studerende. Jeg havde planlagt at præsentere fakta generelt om Debian of om mit favorit-projekt, Debian Pure Blends, men om aftenen forud besluttede jeg at skifte vinkel radikalt til deres situation i begyndelsen af 20-erne - som jeg nu bedst kunne leve mig ind i det. Pavithran havde tydeligvis forventet en anden slags foredrag, men jeg syntes om det og tror også det blev vel mødt af publikum.

Læreren der havde ansvar for arrangementet, Bhukya Jabber, spurgte bagefter til tips om at bruge Debian i deres computer-lab. Jeg foreslog ikke at låse alting af, men i stedet gøre det nemt at geninstallere, og han forklarede hvordan han var ret interesseret i en større grad af learning-by-doing (som jeg også havde promoveret i mit foredrag) men var begrænset af læseplaner dikteret højere oppe i undervisningssystemet.

Sent den dag introducerede Pavithrans far mig til CPM Khammam - lokale kontorer og kulturhus for Kommunistpartiet - og til en af hans kolleger på stedet, N. N. Rao. Jeg faldt pladask for stedet og dets atmosfære, og har nu en åben invitations til at komme tilbage for at bruge 1-2 måneder med sutdier og samarbejde med andre brugere af stedet (inklusive nogle børn som bor der) omkring Fri software.

Næste morgen dragede vi tilbage med tog til Hyderabad…

Jeg er stadigt forbløffet over så radikalt det føles at stikke mine fingre i mad. Ikke den fysiske følelse (jeg er ikke afsporet fra min krop) men minder om en oplevelse jeg havde som teenager: Efter 7 års klavertimer (og talrige andre instrumenter mindre tålmodigt) gav jeg op fordi jeg følte det var for svært at udtrykke personlighed gennem instrumentet. Derefter sang jeg udelukkende - som jeg altid har gjort, men først nu genkendte jeg stemmen som et seriøst instrument. Tilsvarende har jeg nu forstået at det at spise med fingrene ikke bare er en anden måde at spise på end kniv+gaffel eller pinde - det er den naturlige måde. Indlysende, set i bakspejlet.

Denne tekst er en del af mine Asien 2011 skriblerier.