Søg Kontakt Produkter Artikler Aktiviteter Projekter


Betaling ja tak, men ikke for enhver pris

Det er omstændeligt og distraherende at administrere penge, og bøvlet kan overstige pengenes værdi for mig. Derfor frabeder jeg mig i nogle situationer at få betaling for mit arbejde, eller lægger op til alternativ byttehandel.

Jeg betaler gladeligt min skat (overdrevet måske, men med en god smag i munden ihvertfald), så det er ikke årsagen til mine krumspring. Problemet er bl.a. at jeg ikke langer metervarer over en disk, og en "lille, banal opgave" derfor lettere laver kludder i papirgangen end ved en købmand, og ender med at blive en udgift til min revisor for at finde den dælens femmer så regnskabet går op.

Der er også andre årsager - een af dem har en ven af mig skrevet en længere afhandling(!) om her: http://gift-economy.jones.dk/ (især punktet "Cirkulær gaveøkonomi").

Har du penge kan du få (lov at betale)

Penge er gummilastiske: samme beløb kan være peanuts for et lille advokatfirma og rasende dyrt for en stor interesseorganisation. Jeg opererer derfor ikke med faste priser, men vurderer subjektivt fra sag til sag, og diskuterer gerne prissættelsen.

Er prisen meget lav, kan jeg vælge helt at droppe at tage penge for det - en hjemmelavet middag eller to undervejs i projektet kan være mere værd for mig end bøvlet med at invovlere penge.

Det giver ikke mening at taksere mit arbejde efter timer - dels pga. "gummilasticiteten", men også fordi jeg hyppigt går "for grundigt" til værks: ofte kan arbejdet genbruges i flere sammenhænge hvis det laves lidt smartere end der er konkret behov for i den enkelte situation.

Jeg har tidligere praktiseret helt at lægge værdisættelsen over til betaleren (såkaldte "ikke-fakturaer"). Jeg anvender det ikke for tiden, primært fordi begrebet ligger meget langt fra gængs kapitalistisk tankegang og derfor kræver et omfattende forarbejde at introducere for nye kunder. Jeg håber at kunne genindføre det en dag.

Rabatter som teknisk redskab

Din regning (hvis du får en) indeholder muligvis et kreativ misbrug af begrebet rabat: Jeg forsøger at finde "markedsprisen" for mit arbejde - dvs. hvad jeg muligvis kunne have fået for et tilsvarende job hvis jeg havde haft et reklamebureau til at pakke det pænt ind og en sælger til at prakke dig det på. Din "rabat" er differencen mellem denne "markedspris" og vores aftalte pris som beskrevet ovenfor.

Lysten driver værket

Flere penge kan hjælpe mig til at yde en bedre indsats, men måske mere væsentligt er det at "give mig en hånd" fremfor at "heppe på mig":

  • Følg mine anvisninger om hvordan jeg helst kommunikerer: det modvirker stress og øger mit overblik
  • Kritisér mit arbejde: konstruktiv kritik - både positiv og negativ - gi'r mig lyst til at gøre det bedre
  • Overrask mig: jeg elsker overraskelser!

Du er velkommen til - uafhængigt af formel afregning - at støtte mig økonomisk, enten for konkret arbejde eller generelt til de typer ting jeg er involveret i:


Ophavsretsbeskyttet © 1997-2003 IT-guide dr. Jones; Se licensbetingelserne

Denne side findes også på følgende sprog:

Sådan opsætter du standardsprogvalg for dokumenter

Senest opdateret: Man 24. nov 2008 kl. 16:53:46 CET