Søg Kontakt Produkter Artikler Aktiviteter Projekter


Anarki eller kaos

Ledende artikel i Information 18 februar 2000, 1. sektion side 16

Af Robin Engelhardt og Christian Madsbjerg


Anarkisterne havde ret. Frivilligt samarbejde om det fælles bedste, uden statslig tvang eller ret til privat ejendom, kan sagtens give andre samfundsformer baghjul. I hvert fald når det handler om Internet og software-industrien. SF's beslutningsforslag til at understøtte fri og ikke patenteret software synes at udspringe af denne nye erfaring. Microsofts faktiske monopol på edb-programmer i den offentlige sektor har vist sig at være dyrt og ufleksibelt, og når det nu viser sig, at der findes et godt og stabilt alternativ - og som endda er gratis - er der god grund til at genoverveje situationen. Når man taler om software, tænkes der som regel på patenterede edb-programmer, der kan købes og installeres i computeren, hvorefter man så kan håbe på, at alting virker. Det er ikke tilladt at kopiere til andre, selvom produktet er købt og betalt. Hvis der er fejl i programmet, kan man intet stille op andet end at vente på, at næste version udkommer. Anderledes er det med fri software. Den er som regel gratis, kan kopieres i én uendelighed, kan ændres og forbedres til egne behov, og hvis der er problemer, kan man gå ud på nettet og få hurtige råd.

Man kunne sammenligne ideen om patenter på software, med at sprognævnet ville begynde at score kassen på de nye ord, der kommer i ordbogen. Et patent på ordet computer ville givetvis få det danske sprognævn til at overveje at gå på børsen, men det ville næppe gavne sproget. På samme måde forholder det sig med software til computerne. Det handler ikke om frie programmer, men om det frie ord. Patenter der sikrer leverandørbeskyttelse af selv de mest primitive værktøjer, programmeringsteknikker og software-algoritmer, vil hindre et frit og demokratisk informationssamfund, der baserer sig på viden, ekspertise og tilgængeligheden af den digitale teknologi. IT-branchen er på mange måder ekstrem. Men den peger i retning af en række nye kulturelle og økonomiske kampe, som det er muligt at se konturerne af i dag. Forandringen i IT-branchen består i, at man mindre end tidligere kan tjene penge ved at producere produkter. I stedet vil kernekompetencen på IT-markedet være håndtering af vidensprocesser. Det lyder ualmindeligt IT-smart, men rummer alligevel en revolution, der er til at tage og føle på. Det er selve princippet på markedet, der er under beskydning. Vi er igennem de seneste 20 år blevet vænnet til, at det er producenten, der ved bedst. Softwarepakkerne er blevet udlejet fra de store softwarefirmaers hovedsæder, hvor man har ment sig kompetent til at definere alverdens computerbrugeres behov. Fremover vil softwarebudgetterne i stadigt stigende grad bruges på lokale konsulenter, der kan finde ud af at håndtere den software, der ligger på nettet med gratis adgang for alle. Denne myriade af IT-guider og webstrateger får penge af kunderne for deres kompetence i at skrue software sammen, der passer til kunden behov. Pengene flytter sig altså fra center til periferi, fra produkt til proces og fra kæmpekoncerner til lokale konsulenter.

Denne udvikling er værd at bifalde af to årsager. For det første er der noget befriende bersærkeragtigt ved, at David ikke alene sender en sten mellem øjnene på softwaremarkedets Goliat, men at han simpelthen udtænker - eller måske snarere ud-innoverer - overmagten. Det er ganske enkelt demokratisk, at magten og pengene bliver spredt. For det andet er udviklingen produktforbedrende. Styresystemet Linux er det første eksempel på, at disse mange lokale computerkonsulenter kan lave bedre produkter end de store monopoler. Efter inspiration fra Frankrig, som har besluttet at skrotte den traditionelle software til fordel for fri software, er der i Danmark nu optræk til et beslutningsforslag, der vil blive fremlagt på mandag i Folketinget, for at give den frie software en chance. Det eneste problem er, at politikere og medier, blandt andet SF's forslag i folketinget, primært taler om open source og ikke om fri software. Betegnelsen open source er desværre blevet et delvist udvandet begreb, idet mange firmaer er begyndt at faldbyde open source, som faktisk kun er halv-fri software, for derved at lokke kunderne tilbage til de patenterede produkter. Hvis SF s beslutningsforslag derfor ikke skal løbe ud i sandet, er det vigtigt at holde fast i begreberne frihed og åbenhed, og i at det er patenterne, der er den afgørende hindring for virkeliggørelsen af et demokratisk informationssamfund. Som det er fremgået af Information, tegner der sig et flertal for fri software, og dermed en demokratisering af softwaremarkedet. Derfor er det såre vigtigt, at diskussionen af SF s forslag ikke ender i en debat på buzzwords, men derimod i et reelt forsøg på at give anarkiet en chance.

rob & mad


Ophavsretsbeskyttet © 1997-2003 Information; Se licensbetingelserne

Denne side findes også på følgende sprog:

Sådan opsætter du standardsprogvalg for dokumenter

Senest opdateret: Fre 25. apr 2003 kl. 15.18.59 UTC